4 TIPS TIL INTUITIVE MOVEMENT

Skrevet af Heidi Kokborg, Journalist og yogainstruktør.

Jeg blev første gang introduceret til Intuitive Movement for et par år siden af den amerikanske blogger og yogaunderviser Jordan Younger, og sidenhen er jeg selv blevet forelsket i filosofien.

Men hvad er Intuitive Movement overhovedet? Det er faktisk ganske simpelt. Det handler ‘bare’ om at lytte til din krop og bevæge dig på en måde, der føles godt for dig - både mentalt og fysisk.

Der er ingen regler eller forventninger i Intuitive Movement. Der er ikke nogen, der fortæller dig, at du skal træne x-antal gange om ugen i x-antal tid. Ingen der fortæller dig, hvilken motionsform, der er den bedste. Der er ikke noget pres om at skulle være ‘super fit’, en cardio kanin eller træne med vægte. Du skal bare være dig selv og gøre det, der er godt for lige præcis dig.

Intuitive Movement kan være alt fra en gåtur til at lave et par strækøvelser midt på dagen til yoga til en pump time. Det handler simpelthen bare om at bevæge dig på en måde, der føles rart for dig. Og det kan altså godt ændre sig fra dag til dag.   

Jeg tror på, at når vi bevæger os intuitivt, er vi gladere, har mere energi, og bevægelse bliver en glæde frem for en sur pligt. Jeg tror også på, at Intuitive Movement generelt lærer dig at blive bedre til at lytte til dig selv, når du eksempelvis skal tage beslutninger, fordi du bliver bedre til at lytte til din mavefornemmelse.

Men hvordan kommer du så i gang med Intuitive Movement? Vi lever i en tid, hvor vi er ret disconnected til os selv. Vi bliver bombarderet med, hvordan vi burde leve både på de sociale medier og i magasiner, og vi sammenligner os med andre.

Derfor kan det for mange også være lidt svært at komme i gang med Intuitive Movement, fordi mange af os ikke er vant til at mærke, hvordan vi egentlig har det, og hvad vi har brug for.

Jeg håber, at nedenstående tips gør det lidt lettere at komme i gang med Intuitive Movement.

TIPS TIL INTUITIVE MOVEMENT/

1. Giv slip på alle forventninger, anbefalinger, regler og lignende.

Hvis du virkelig vil bevæge dig intuitivt, er du nødt til at slippe alle forventninger om, hvordan du burde træne. Det kan godt være, at din veninde løber tre gange om ugen, eller din kæreste elsker at styrketræne, men det betyder ikke, at du også skal gøre det - medmindre du har lyst selvfølgelig.

Vi får hele tiden at vide, hvordan vi burde træne, og hvad der er godt for os. Men INGEN (heller ikke læger eller andre eksperter) ved, hvad der lige præcis vil gavne dig mest. Det kan kun du vide. Tro på, at det din krop fortæller dig er rigtigt, og at den vil dig det bedste.

2. Lær at ‘tune in’ til dig selv.

Da jeg begyndte på Intuitive Movement, havde jeg aldrig rigtigt lyttet til min krop. Jeg havde altid dyrket motion efter planer, jeg tog aldrig hensyn til skader, og jeg vidste egentlig ikke, hvilken form for bevægelse, jeg kunne lide.

Jeg kunne altså på ingen måde bare spørge min krop: hvad har du lyst til i dag? Det kom der ikke meget ud af. For mit vedkommende krævede det, at jeg satte mig ned og gav mig TID til at lytte.

Jeg begyndte at skrive i en notesbog (ikke som en dagbog, men mere som en journal), og jeg begyndte at meditere. I starten brugte jeg omkring 15 minutter på det, inden jeg fandt frem til, hvad jeg havde lyst til. Men jeg var altså også VIRKELIG disconnected til mig selv.

I dag behøver jeg ikke meditation eller min notesbog for at lytte efter. De fleste dage kan jeg bare lukke øjnene, tage en dyb indånding og så ved jeg, hvilken form for bevægelse, jeg har brug for. Dog elsker jeg stadig at skrive og meditere, så ofte starter jeg stadig på den måde.

Nogle spørgsmål du kan stille dig selv er: hvordan har min krop det i dag? Har jeg nogen skader? Nogen smerter? Er jeg øm nogen steder? Er jeg træt? Fuld af energi? Hvordan vil jeg gerne føle, når jeg har bevæget mig?

3. Vær kreativ!

Når du har fundet ud af, hvordan du har det, så vær kreativ, når du skal beslutte, hvordan du vil bevæge dig. Lad os sige, at du har spændinger i nakke, skuldre og ryg og gerne vil løsne dem. Start med at finde et lille yoga flow og nogle øvelser, der er gode til at løsne spændingerne der, hvor du har brug for det, inden du går i gang. Det kan også være, du har lyst til at kombinere en gåtur med et par strækøvelser.

Prøv at se om du kan finde på et par ideer og spørg så dig selv, hvad der føles bedst for dig i dag.

4. Husk at trække vejret!

Jeg synes altid, det er lettere at lytte til mig selv, når jeg tager et par dybe vejrtrækninger. Alt for mange os trækker slet ikke vejret helt ned i maven, så prøv at se, om du kan starte og slutte med et par dybe vejrtrækninger - måske endda med lukkede øjne.

Jeg håber, at indlægget her har givet dig lidt inspiration til, hvordan du kommer i gang med Intuitive Movement. Og husk, du altid er velkommen til at spørge, hvis du har spørgsmål.

 

 

 

 

Velvære, BlogDwell Spaceblog